Hello December

Hello december! Vi har glædet os til se dig gamle jas!   

December er en måned, hvor der er ekstra mange muligheder for små kreative workshops og nærvær. Folk der normalt ikke gider lave ting med deres hænder, vil pludselig gerne være med. Det er en måned, hvor vi sætter os ned og laver gaver, pynt og lækkerier sammen med vores familier og venner. 

Det behøver ikke være så avanceret. Det handler for os om at tage sig tid til at være sammen, sprede venlighed og nyde synet, duften, lyden og smagen af jul (på en måde hvor man hverken får kvalme eller åndenød). 

Her på vores december-blog vil vi hver dag poste indlæg om små ting, som gør en forskel for julestemningen hos os. 

Vi vil gerne vise vores små julehygge tricks og de smuthuller vi hopper igennem for at finde vores julestemning. Julen er jo ikke en konkurrence. Det kan bare godt føles som et selvskabt marathon i bjerglandskab, hvis man ikke får valgt fra, prioriteret pauser og valgt lette løsninger til. 

For os skal julen være en periode med ekstra tid til at gøre det vi har lyst til med familie og venner. Der skal være plads til at sætte sig og se julekalender sammen. Plads til at se film eller "binge" en serie sammen. Og plads til at gribe chancen for komme ud og skøjte eller kælke når vejret pludseligt er til det. 

Bare det bliver snevejr! Det er selvfølgelig ikke særlig sjovt at køre rundt i slud og sjap, men det lys og den stille stemning man får af nyfalden sne er jo helt magisk.

En kælketur får latteren til at sidde let bag stemmen. Smil og latter er måske den vigtigste del af julestemningen?

For at bringe smilet frem hos vores facebook følgere, starter vi i morgen en give-away. Måske er det noget for dig? eller en du kender? Så hold øje med facebook.

God 1. december – husk at tage en pause, hvis du har lyst. 

  

 

 

  

 

 

 

Ældre indlæg Nyere indlæg